FANDOM


Afsnit og indhold i den store kemijournal –eller kemirapporten.

En kemi rapport forventes generelt at indeholde følgende afsnit uanset hvilket forsøg der afrapporteres. Sproget er positivistisk, minimalt, præcist og i tredje person.

Indledning. Her står der det man ikke kan skrive i resten af rapporten. Kan ofte udelades.

Formål: Ofte har kemi forsøg også et analytisk formål: Bestemmelse af koncentrationen a feks. eller Eftervisning af om et stof er tilstede i en prøve, at prøven er ”ren”, eller Identifikation af et udleveret stof måske. Men øvelsen SKAL jo have en grund til at blive udført. Det er skidt ikke at vide meningen med øvelsen –det vil altid trække grimt ned i bedømmelsen af afrapporteringen.

Teori: SKAL typisk indeholde en reaktionsligning, medmindre det er en del af resultatbehandlingen. Der ud over skal man skrive KORT om relevant teori til emnet. Hvis man f.eks. skal lave en pH titrering vil det være nærliggende at definere pH og måske skrive lidt om de formler, man bruger.

Hypotese. Når der arbejdes hypotetisk deduktivt er der ALTID en hypotese. Hypotesen udledes af en teori der skal eftervises og skal være en kort formulering med ord der beskriver hvad udfaldet af forsøget forventes at være. Det må ikke forveksles med forsøgsdesign, som beskrives under fremgangsmåde.

Materialer. Kemikalieliste. Står altid i øvelsesvejledningen, Apparaturliste. Står i øvelsesvejledningen.

Sikkerhed. Afsnittet skal indeholde sikkerheds foranstaltninger man skal gøre sig når man arbejder med de og de stoffer. Man skal altid være obs på sikkerhedssymbolerne på kemikaliernes etiket og deres H og P sætninger. Bemærk at opløsninger ikke ret ofte har sammen sikkerheds mærkninger som den rene stof.

Forsøgsopstilling. Der er ofte en tegning i journalen –men det er genialt at tage billeder af forsøgsopstillingen i laboratoriet

Fremgangsmåde. Her skriver I hvordan vi gjorde. Det meste står i øvelsesvejledningen.

Resultater. Her præsenteres rådata – altså det vi har noteret i laboratoriet. Det kan f.eks. være et volumen og et antal g man puttede i en opløsning. Der er ofte et skema i øvelsesvejledningen hvor man har noteret noget.

Resultatbehandling. Her klargøres resultaterne til fortolkning med beregninger, grafer m.m. Med eksemplet fra sidste punkt vil databehandlingen bl.a. være at regne koncentrationen ud. Krav til resultatbehandlingen vil ofte stå i øvelsesvejledningen under efterbehandling. HUSK at tage stilling til antallet af betydende cifre!!! Vi kan ikke arbejde med flere decimaler end den præcision der var på apparaturet i laboratoriet.

Fejlkilder/ usikkerheder. Fejlkilderne er de UPS man HAR lavet i laboratoriet. (Ikke dem man kunne have lavet.) Det kan også være en systematisk fejl, som forskyder hele resultatrækken i nogle tilfælde. Det er smadder vigtigt at være OBS. på. Husk at notere fejlkilder der forekommer underforsøget på jeres øvelsesvejledning, så I kan tage det op her og senere når der skal diskuteres resultater. Usikkerheder er måleudstyrs målesikkerhed lige fra volumen afmåling i glasvarer til vægtens præcision. På fuldpipetterne står der ofte +/- 0,02 mL eller soget i den stil. Analyse apparater har ofte forskellig præcision alt efter hvor i deres målespektre vi arbejder. Det er meget vigtigt at være obs på disse ting og få det iagttaget og noteret i øvelsesvejlæedningen allerede under forsøget.

Diskussion og vurdering I dette afsnit trækkes vigtige punkter ud fra hypotese, teori, resultatbehandlingen, fejlkilder og usikkerheder. Man analyserer og diskuterer om de fundne resultater er troværdige ud fra de tidligere afsnit -og vurderer den måde forsøget er designet på –altså planlagt. Er forsøget hensigtsmæssig i forhold til det der skal vises eller efterprøves. Var der nogle svagheder? Kan vi i virkeligheden tillade os at sige noget som helst om hvorvidt hypotesen holder eller ej ud fra resultaterne? –og hvorfor? (Her når man helt i top på Blooms trappe –og her ligger de rigtig gode karakterer gemt –men det er også svært)

Konklusion Her SKAL det skrives om hypotesen er bekræftet eller forkastet og hvorfor. Hvad har forsøget vist? Er resultatet troværdigt? –eller burde det laves om hvis det var muligt?